Klienten fortæller, at hun har tandlægeskræk. Når hun modtager kortet fra tandlægen, hvor man beder hende bestille en tid, får hun hjertebanken og bliver nervøs/bange. Hun bliver ved med at udskyde tidsbestillingen, og tænker: jeg skal også have bestilt den tid. Det gør hun mange gange. Imens det står på med at få bestilt tiden, kan hun faktisk mærke, at det sommetider gør lidt ondt i tænderne, men det får hende ikke til at bestille tiden. Der kan gå næsten ½ år, inden hun får det gjort.
Hun får det kun gjort fordi, hun syntes det er flovt, at et voksen ikke at tør gå til tandlægen. Når hun så endelig får bestilt tiden og møder op hos tandlægen, kan han finde på at skælde hende ud, fordi hun skal komme til tjek, mindst en gang hvert ½ år, fordi hendes tænder ikke er så stærke.
Klienten fortæller, at hun er bange hele tiden hos tandlægen, når hun ligger i tandlægestolen folder hun sine hænder og knuger dem hårdt. Hun falder først til ro, når tandlægen siger, at der ingen huller er, og hun bare skal have en tandrensning.
Når hun går ud fra tandlægen, siger hun ofte til sig selv, at det jo bare er noget pjat, at være så bange. Tandlæge har jo aldrig gjort hende noget ondt, udover at være tandlæge. Hun lover sig selv, at næste gang tandlægekortet kommer, vil hun ikke være så længe om at få bestilt tiden. Men når så kortet kommer, er det, det samme hun skal igennem igen.
Ved starten af behandlingen har klienten for sin skræk for tandlægen, der svarer til 9, på en skala fra 0 til 10. Klienten siger, at hun faktisk har ondt i maven nu.
Efter at have behandlet for tandlægeskrækken i nogen tid. Er klientens ubehag på 5, på en skala fra 0 til 10.
Jeg spørger, om hun kunne bestille den tid hos tandlægen, som hun p.t. går og udskyder, hvis jeg nu gav hende telefonen. Det tror hun godt hun kan.
Jeg spørger videre om, hvordan hun har det med at tænke på, at møde op hos tandlægen, gå ind i receptionen og sige, nu er jeg her, og hvordan hun har det med at tænke tandlægebordet. Hun bliver urolig.
Jeg spørger efter et tal på en skala fra 0 til 10. Den er nu steget til 8.
Behandlingen fortsætter.
Klienten fortæller, at hun aldrig kikker på tandlægens instrumenter, fordi hun ikke kan lide at se på dem, og fordi hun ikke vil vide hvad der kommer.
Vi snakker videre om tandlægen og hvor bange hun er for tandlægen, og hvor skrækkeligt det, er når tandlægekortet kommer, og hun skal tage sig sammen og få bestilt tiden. Jeg forsøger, at provokere hende til at huske hvor bange, hun i virkeligheden er for den tandlæge, samtidig med, at jeg behandler. Jeg beder klienten om at tage nogle dybe vejrtrækninger.
På et tidspunkt spørger jeg, om hun virkelig tror på, at TFT kan hjælpe hende af med hendes tandlægeskræk. Ja – siger hun, det er jeg sikker på. Da jeg spørger til et tal på en skala fra 0 til 10, er angsten nu faldet til 3.
Klienten mener, at hendes tandlægeskræk begyndte hos skoletandlægen. Hun husker, hvordan tandlægen så ud. Hun huskede også det øgenavn tandlægen havde på skolen.
Han kaldte hende hysterisk første gang, hun var hos ham i 1. klasse. Klienten havde et hul, hun blev rædselssagen. Klienten husker, at hun spurgte efter sin far. Det kunne man ikke vente på, dengang havde man ikke forældrene med til skoletandlægen. Det skulle bare overstås.
Hun husker, hvordan det var at sidde i klassen, og der kom et opkald. Hun husker, hvordan det var at vente på at læreren fik besvaret opkaldet. Skrækkelig var det, når der blev sagt at klienten, skulle kommer ned til tandlægen.
Behandlingen fortsætter. Klienten har svært ved at holde fast i følelsen, den bliver mindre. På skalaen fra 0 til 10, er klienten nu på 1.
Klienten har nu en klump, der ligesom presser opad i halsen. Jeg beder klienten ”puste” den ud ved en dyb vejrtrækning.
Jeg behandler videre, imens klienten tager nogle dybe vejrtrækninger. Klienten er nu på 0.
Jeg foretager et tjek af klientens tandlægeskræk, ved at foretage behandlingen een gang mere
Jeg spørger nu klienten hvor hun er på en skala fra 0-10.
2 siger hun.
Da jeg behandlede den sidste gang, kom klumpen tilbage i halsen. Klienten har nu svedige hænder.
Jeg fortsætter behandlingen nogle gange mere, i mens klienten har fokus på klumpen i halsen. Klienten siger nu, at hun bliver døsig og meget afslappet. Hun føler en indre ro brede sig i kroppen, klumpen i halsen er også væk.
Jeg spørger til ubehaget, det er igen på 0.
Jeg foretager tjekket igen for tandlægeskrækken. Jeg spørger nu klienten, hvor hun er på en skala fra 0-10.
0 siger hun.
Nu jeg spørger klienten om hun føler sig Fredfyldt, rolig og let. Svaret er JA.
Klienten siger nu, at det er meget underligt følelse hun har, undrer sig lidt over, at hun ikke bliver er bange, når hun tænker på tandlægen. Siger at nu vil hun gå hjem og bestille den tid hos tandlægen. Kortet fra tandlægen har hængt på opslagstavlen i en månedstid, og ventet på at hun skulle få bestilt tiden.
To dage efter talte jeg med klienten igen. Hun havde bestilt tid hos tandlægen. Kun 1 dag efter hendes behandling hos mig, ringede hun og bestilte tiden. Hun siger, at hun ikke er nervøs for at skulle derhen, selv om der kun er en uge til.